Grundejerforeningen Duedyssegaard

                                 Information fra bestyrelsen

 

                                                                                                             Ølsted, 1. juli 2010.

 

 

 

 

Situationen vedr. hegn iflg. lokalplanens §10 stk.1 efter møde med Pia Larsen Weirum fra Halsnæs Kommune.

 

Meningen med lokalplanen har naturligvis ikke været at genere grundejerne, men det pågældende punkt vedr. hegn skal ses som et forsøg på at sikre området som et GRØNT område. Det er derfor vigtigt, at alle hegn i skel er grønne, dvs. hæk (evt. med trådhegn), som lokalplanen foreskriver. Alt tyder på, at kommunen ikke accepterer nogen generel dispensation fra dette, bortset fra hegn mellem naboterrasser ved dobbelthuse/rækkehuse. Grundejere, der i øvrigt har specielle ønsker om fast hegn i skel, må enkeltvis søge kommunen om dispensation.

 

Til gengæld mener vi, at der er gode chancer for at opnå generel dispensation for indre hegn, samt for hegn mellem naboterrasser ved dobbelthuse/rækkehuse, da der ved dobbelthuse/rækkehusene er tale om et særligt problem. Desuden forventer vi, at fast afskærmning af skraldespande kan accepteres. Ligeledes forventer vi, at en generel dispensation til opsætning af diskrete låger ud til fællesareal vil være mulig.

 

For at kommunen skal kunne give disse dispensationer, er det vigtigt, at grundejerforeningens medlemmer samlet har vedtaget, hvordan man gerne vil have dispensationerne udformet. For kommunen er det ok, hvis vi stiller sagen i bero og så tager den op på generalforsamlingen til marts. Kommunen vil så skrive dette ud til alle grundejerne nu og bede folk forholde sig i ro hvad hegn angår indtil generalforsamlingen.

 

En mulig formulering af dispensationsansøgningen kunne lyde således:

 

I lokalplan 07.27 for Duedyssegaard i Ølsted står i § 10. stk 1:

I området må hegn kun etableres ved levende hegn. Der kan i hækken opsættes et let trådhegn i max. 1 meters højde.

Grundejerforeningen Duedyssegaard ansøger hermed om følgende tilføjelse til denne paragraf:

Undtaget herfra er alle indre hegn og hegn mellem naboterrasser ved dobbelthuse/rækkehuse. Der kan opsættes en afskærmning omkring skraldespande, og der kan i hæk ud til fællesareal opsættes en diskret låge.

 

Det er så formuleringen af de kursiverede linjer, vi skal drøfte på generalforsamlingen.

 

 

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

 

Grundejerforeningen Duedyssegaard. Tlf: 20 21 90 31